Klokkehæren.

april 16, 2013 | Blog

Klokken er langt foran det jeg ønsker den skal være, har egentlig slet ikke brug for klokken, kikker på den og siger, ok, ”tiden kan være smuk”, ”du kan være smuk frøken klokke”, men skal vi ikke aftale du lever dit liv og jeg mit. Klokken smiler til mig , som om den tænker: ”du kan ikke leve uden mig”. Det kan jeg måske heller ikke lige nu, men det er noget jeg har bestemt mig for at øve mig på, at leve med mit indre ur, frem for denne evige lydløse tik, tak, tik , tak.

Jeg leder som besat alle steder, hvor er den sorte gaffatape, endeligt, i gangen lige foran mig. Har kikket her flere gange, men først nu opdager jeg det. River hurtigt 3 stykker tape af, løber ind i soveværelse og mørklægger uret. Kikker ud af vinduet, kikker på vindueskarmen, der står de smukke blomster, stolte, uden at gøre mere væsen af sig end det de er. Navnet på dem kan jeg sjældent huske, undrer mig over at jeg kan glemme så smukke blomsters navne igen og igen. En indre uro bider mig i hjertet , jeg skal være der om? Lytter – jeg skal være der snart kan jeg mærke, ellers når jeg det ikke. Styrter ud i køkkenet, tænder for kogekedlen, griber min Iphone, kikker hurtigt om der er beskeder, - og på klokken. Går uroligt ind i soveværelset igen, henter gaffatape og klistrer det øverste af Iphonen til.

Jeg sætter mig med ansigtet mod udsigten, som et billeder på hvor smuk verden kan være, drikker min kaffe. En uro der længe har hærget mit indre, har lejet sig ind i min sjæl. Vi har som sådan ikke indgået en konkret aftale. Jeg ved det er noget rod, hvis uroen skal bo hos mig, må vi ha klare linjer, på den her måde breder den sig simpelthen for meget.

Lige nede foran mig på gulvet, ser jeg nu en hær af ure, der marcherer provokerende forbi mig, forskellige ure der tikker i takt. Jeg mærker mit hjerte banke kraftigt , det er ude af den takt urene tikker, men hjertet haler dog ind på dem kan jeg mærke. Vil det sige, at mit hjerte har til hensigt at følge urenes tid ? Selvfølgeligt, det er det vandt til, lige siden jeg blev slave, hvornår det skete, står ikke helt klart for mig. Det har måske sådan bare sneget sig ind på mig. Et stort klodset ur blinker til mig, som det vil sige : ” Du når det ikke” . Jeg prøver at mærke godt efter, hvad det er jeg skal nå ? kan lige nu ikke huske alt det jeg skal nå, ved bare det er meget vigtigt. Hvis jeg ikke når det, er der meget der bryder sammen, hører jeg en bekendt stemme hviske. Billedet med udsigten har nu ændret sig, en dis har lagt sig så tæt at jeg kun kan skimte den blå himmel svagt. Urene bliver ved med marchere ind i stuen, en hel hær står nu i rækker der bare vokser og vokser. Jeg mærker en kraftig hjertebanken, som om mit hjerte vil galoppere væk, flygte og melde sig ind i dette disciplinære militær apparat. kan ikke styre mit hjerte, det er som om vi er to, der ikke mere lytter til hinanden. Jeg ser et lille forskrækket ur prøve at flygte fra hæren, men med et ringer alle urene højt i takt og det lille ur falder livløst om, mens dens visere langsomt stopper.

Jeg tænker som besat, er nu helt besat af tanker, prøver at holde koppen men den har mistet hanken. Hæren af ure vokser stadig. Ser ud af vinduet på billederne der nu skifter hurtigere og hurtige, farverne, årstiderne kører som film på et lærred. Min kaffekop er skiftevis tom og fuld , men jeg er stadigvæk kaffetørstig. Hæren af ure fylder nu næsten hele stuen. Jeg kikker forpjusket ud af vinduet igen og ser et billede af en kirkegård, en begravelse. En flok sortklædte sørgende mennesker står omkring et gravsted. Fire mænd er ved at hejse kisten ned i det dybe sorte hul. Folk græder, mens de skiftevis pudser næse og kikker på uret. Bagved ved gravstedet , ser jeg en kø af begravelses optog, der bare står og venter utålmodigt på at komme til. Jeg ser at det menneske der ligger i kisten, der ved at blive hejst ned i hullet, er mig, jeg ligger med åbne øjne og gaffatape om munden, prøver at råbe, men mit skrig forbliver tavst. I stuen råber jeg kraftigt nej, men urene tikker uberørt og larmen er nu så intens og høj, at mit råb kun høres af mig selv, som en stille bøn.

Jeg kikker ned på gulvet og ser på det lille døde ur som prøvede at flygte. Det er som om viseren begynder at bevæge sig, uret skifter farve, forvandles og bliver langsomt en lille hvid klokkeblomst. Jeg kikker ud af vinduet igen, gravstedet og kirkegården er væk, markerne er fulde af små klokkeblomster , klokkeblomster der ikke står på række, men svajer sig med den lune vind og kaster en duft af glæde og håb ud i verden. Jeg kikker på urene , kikker ud på blomsterne, mit hjerte er forvirret. Uroen beder mig om en lejekontrakt, men jeg afviser den hårdt. Et håb fornemmes svagt. Hvad er det jeg skal nå, hvad er det som er så vigtigt. Jeg lytter intens i larmen, kan ligesom ikke finde ud af det, skal jeg følge den betrådte sti, jeg plejer at betræde, den sti som jeg kender, eller tør jeg vove mig ud på marken.

Michael Vesterskov 2013.

Tempo

february 18, 2013 | Blog

I mylderet af mennesker og larm opdager jeg pludselig mig selv,

Jeg går lige foran , først troede jeg det var skyggen , men den går lidt til højre

Det er faktisk forvirrende det her

Jeg prøver at hale ind på mig selv, men afstanden forbliver den samme, det sjove er, at hvis jeg så sænker farten kommer jeg nærmere mig selv, altså mig som går forrest

Men er jeg så ikke mig nu? Er jeg først mig når jeg kommer helt op på siden af den, som jeg ser foran som mig selv? jeg vil så stadigvæk være ved siden af mig selv

Nu har jeg sat farten så meget ned, at jeg er forrest, den rigtige jeg altså, den anden jeg som før var forrest er nu bagved, og han begynder nu at løbe , men trods han øger farten forsvinder han mere og mere, for til sidst at forsvinde. Nu er jeg i stilheden på højde med mig selv

Michael Vesterskov fra bogen: I lænestolens dybe stille ro.

Rundkørsel.

february 17, 2013 | Blog

Er i tankernes rundkørsel, gentagelser af ideer hvis glans for længst har fortaget sig. Der er afmærkninger til afkørsler, men jeg observerer dem ikke, fortsætter bare rundt.

Bag mig presses jeg af andre i samme rundkørsel.

Jeg må ta en beslutning, - køen bag mig vokser, - jeg presses, sveder , jeg må dreje fra nu. Jeg svinger brat til højre uden at gi`tegn, et væld af tvivlende tanker bag mig vrisser i vrede , - jeg kører videre , ca 3 minutter der føles som længere, - BLIND VEJ.

Vender om , prøver at finde små sideveje for at komme et andet sted hen, men kommer tilbage til rundkørslen som nu er fyldt til bristepunktet, Jeg ved at hvis jeg kommer ind i rundkørslen igen, vil jeg være så presset, og at det at komme ud igen vil kræve stor mod, - - har jeg det?

Jeg svinger instinktivt ind i rundkørslen igen.Farten er nu højere, - jeg skal være pokkers skarp for at følge med, koncentration nu, - ikke vige fra målet- som jeg i øvrigt tror ingen rigtig ved hvad er. Rundkørslen er nu fuldstændig pakket, fyldt til bristepunktet, jeg ved ikke om jeg kører først, eller hvem der er fører an, jeg har ingen indflydelse, bliver ligesom ført af mængden, rundt , rundt, rundt, rundt , rundt, rundt.

Fra Bogen “I lænestolens dybe stiller ro” 2010

Kærlighed

february 15, 2013 | Blog | books | concerts | drømme

Hun: Jeg viste det ville ske ,jeg viste jeg ville gå. Forsynet fortalte mig jeg skulle gå, - forlade dig, - det var alvor, selvom jeg elskede dig, mit hjerte skreg af smerte, tårerne var floden hvori jeg kunne drukne. Du gav mig det øjeblik af dig jeg skulle bruge resten af mit liv på at søge – du var den første der varmt kyssede mig , mens skyggen dansede på balkonen,

Jeg var ude af kontrol, jeg styrede ikke selv kærligheden, du styrede mig, som en dukke i snor dansede jeg efter dine indemurede tanker.

her mødes vi igen efter alle de år, alt er forandret men alligevel intet. Som fra en skypumpe suges jeg tilbage til dengang bare ved duften fra dig.

Han: Jeg levede kun inde i mig selv, søgte men faldt gang på gang, hold fast i stigen, den var af træ, træ er stærkt, men det rådner hvis det ikke bliver holdt ved lige, jeg elskede dig, men elskede min drøm højere, eller man kan sige at drømmen havde overtaget mig, den drøm der var blevet mig fortalt, der var vigtigst i livet, den kærlighed jeg søgte kunne jeg aldrig få nok af, den ville bare kræve mere, men din kærlighed var fri, det kan jeg først se nu, du elskede mig så meget at du gav mig fri, du viste at intet kan ejes, ”der er det, som er”, kærlighed kan ikke bremses af afstande, tanken kan slå gnister ligesom ved en berøring.

Vi var begge nye og uskyldige i kærlighedens forunderlige ståhej, den renhed blev vasket af den dag begæret overtog mit sind, begæret efter mere af det samme i forskellige forklædninger, alt sammen for at blive elsket, jeg kravlede op af stigen men den knækkede af råddenskab.

Min tid løber ud, mit sidste åndedrag er i hælende på mig, jeg har kort tid igen, meget kort tid, min mave fryser og brænder samtidigt, jeg nåde op på bjerget strakte armene ud, da jeg ville smage på udsigten var det for sent , i huler gemmer vi os ofte for at blive set. I rampelyset spejler vi os i den ensomhed vi vil ha skal ses. På en måde føler jeg en indre lykke, en befrielse, mine lænker er borte, jeg elskede dig hele livet, og gør det stadig

nu ser jeg på dig her, som to dråber mødes vi igen. Verden omkring os har ingen effekt nu, magien er i os selv.

Nyt album og nye veje.

february 15, 2013 | Blog

Komponist og musiker Albert Vindspille udtaler om sin seneste udgivelse: ”Skypumpen sejrer”

Billedet, tegningen er den samme. Producenterne og dem der lever omkring musikken tjener penge. De finder nye veje, som udstilles som gode for dem der skaber grundlaget, - de skabende kunstnere , - altså dem der skriver , komponerer, spiller og synger. Det er svært at gennemskue om det er godt eller dårligt, siger musikeren og komponisten Albert Vindspille. Han glæder sig dog over den enorme positive stemning der omkring de nye tjenester. Og forbrugerne er jo begejstret for at få musikken ”Næsten” gratis. Men for at alle de penge der bliver lovet der vil komme, - engang, - når de nye tjenester virkelig slår igennem, skal komme alle til gode, har Albert Vindspille bestemt sig for, at dele de 2 ører pr. streaming for sin nye udgivelse, med de medvirkende i bandet ”Albert and the Sea Willie 4”. Samt, - strygekvartetten, blæserne, produceren, studiet, grafikeren, fotografen, webmaster, CD producenten, coachen, mastering og maneger. Albert Vindspille mener det er fair. Han vil ikke kunne bære at se sig selv score hele kassen når pengene fra albummet ”Skypumpen sejrer” engang strømmer ind. Albert Vindspille opfordrer alle komponisterne til at dele de 2 ører , vise solidaritet med dem der er med til at satse.

Albert Vindspille foreslår også en alternativ løsning: Hvis nu alle dem der lever omkring og af de skabende kunstnere, ligger deres faste månedlige løn i en pulje og så deles vi om den, indtil alle pengene fra de nye tjenester kommer ind. Og til den tid så kan vi så dele dem. På den måde satser vi alle og ikke kun de skabende og udøvende kunstnere. Vindspille mener også vi skal finde nye veje og det kunne være en af dem.

Ensomhed.

february 14, 2013 | Blog | books | lecture | drømme

EN STEMME KAN UDTRYKKE SÅ MEGET ENSOMHED

OGSÅ SELV OM SELVE TONEN I STEMMEN SIGER DET MODSATTE

EN TONE FÅR EN TIL AT LYTTE

MAN OPFATTER MÅSKE HISTORIEN MODSAT AF HVAD DER BLIVER FORTALT

DEN FORTÆLLENDE VED DET MÅSKE IKKE ,

DEN FORTÆLLENDE FORTÆLLER EN ANDEN HISTORIEN END DEN DER MODTAGES AF LYTTEREN

FORTÆLLEREN VED AT DEN LYTTENDE OGSÅ ER ENSOM

VI GENKENDER HINANDEN, AFSLØRES, UDEN AT FØLE TAB

ORD KAN VÆRE OVERFLØDIGE,NÅR TONERNE TALER

HISTORIER FORTÆLLES GENKENDES OG SPEJLES

FOR SENERE AT VENDE TILBAGE I NYE VERSIONER.

Bislev 1967

february 13, 2013 | Blog | books | lecture | music | drømme

Op på cyklen. Gammel model, rusten, uden kædeskærm, cykelskærme, bagagebærer og med en kæde der ikke har set olie siden den kom ud fra fabrikken. Jeg bekæmpede den ene bakke efter den anden uden at få syre i lårene. Regnen piskede ned på asfalten og derfra til mit baghjul, der sprøjtede vand og mudder op på ryggen af mig. Jeg bemærkede det næsten ikke før jeg nåede skolen, satte cyklen i stativet og løb ind i klasseværelset. Der er tomt, - det er lørdag, - Bislev Skole 1967. Jeg tager en lille forslidt tennisbold op af tasken, løber ud i skolegården, drengene er alle kommet, jeg står over for dem, - de kikker på mig med skeptiske miner. Jens siger: du er ikke lige så god som kaj Poulsen. Vi får se, siger jeg, - jeg foreslår at jeg spiller ene mod alle jer 7!

Den lethed jeg følte da kampen startede, ville få en ballon til at få mindreværdskomplekser, det var som bolden var tapet til min fod. Jeg var en sikker dribler, min krop var i total balance, jeg svævede og viftede drengene væk én efter én som fluer. Vandt 5 – 4 med et flugtskud som sejrsmål, - lige i trekanten som klokken ringede ind. Jeg fortsatte mit løb ud på græsplænen efter bolden og løb så sveden stod fra min pande og blodårerne dunkede i mine tindinger. Jeg løb for livet for ikke at komme sidst i køen og tabe ansigt overfor drengene, selvom jeg havde vundet kampen. Jeg kom sidst i køen.

Nå, Kaj Poulsen er åbenbart en god målemand, men ikke hurtig nok til at komme til tiden. Disse ord kom fra skoleinspektøren Hr. Vondrup, en lille ond skallet mand, som endnu ikke havde fundet sin livsbane, og derfor kridtede andres op efter sit eget forgodtbefindende. Han kikkede på mig, greb mit venstre øre og løftede mig op, - dette er guds straf knægt, du vover at komme for sent i køen en gang til, - så skal jeg sørge for at både du og din rebelske bror bliver bortvist!

Fra da af viste jeg hvor vigtigt det var at være hurtig, forbandet hurtig. Jeg ville kunne løbe fra alle og udholde smerten, selv når kræfterne var ved at slippe op, - velvidende at Gud og Vondrup altid ville være i hælende på mig.

Mit øre blødte, det var revet af led, tomheden og ensomheden erobrede mig. Jeg tog min taske og ville cykle hjem, hverken Gud eller Vondrup kunne stoppe mig. Noget større var plantet i mig, retten til at være mig, troen på retfærdighed. I skikkelse af Kaj Poulsen ville jeg forsvare mine mål, om det så var på asfalt ville jeg kaste mig og flænse mine fingre blodrøde for at hindre uretfærdigheden i at ske fyldest. Bare vent I sleske boldhentere, I fanger mig aldrig, jeg kan cykle så hurtigt at kun frygten kan indhente mig.

Jeg cyklede ikke direkte hjem, men ned til fjorden, jeg ville tale med den, fortælle den at jeg nok skulle klare det. Jeg legede på de store sten der dansede sig som en bro ud i vandet. Tårerne løb ned af mine kinder og blandede sig med det størknede blod fra mit øre. Det øre som kunne høre de fineste toner fra himlen var såret af Hr. Vondrup og Gud. Jeg vidste at såret ville være der altid, selvom det ikke ville kunne ses. Kun i legen, fortog smerten sig.

En oktobernat 1986 vågnede jeg ved at en stemme hviskede i mit øre, - du kan sove roligt nu, hr. Vondrup er blevet præst! Næste morgen rensede jeg øret, tog min guitar og min notesblok, min sti var ryddet.

Here comes the priest you know

He`s wearing black

The colours he should wear

They left it way back

It will sure bring him happiness

It will sure bring him loneliness

But after a while you know

There`s another show

There is nothing we have done - that can`t be undone

There is nothing we have done - that can`t be undone

Sejr, jubel, nederlag , håb, sejr, jubel, sejr, håb, nederlag.....

february 12, 2013 | Blog | books | lecture | succes | drømme

Jeg satte mig nogle mål. Satte mig så ned og målte dem. Skød i mange år på mål, de samme mål, forskellige steder, den samme firkant, det samme net, som jeg så blev fanget i og som tog mig alt for lang tid at komme ud af. Men, alligevel tog det måske den tid det skulle tage. Stod så der med nettet i hånden klar til næste fangst, succes, succes, succes.

Sejr , jubel, sejr igen, jubel ,sejr , sejr, sejr, jubel, - sejr, sejr, mere jubel, sejr, sejr , sejr endnu mere jubel , sejr , sejr, sejr, sejr fantastisk jubel, ….nederlag, stor skuffelse, nederlag, nederlag skuffelse , nederlag, nederlag , skuffelse, nederlag igen, stor, stor skuffelse, nederlag igen, skuffelsen er ikke til at bære, nederlag, nederlag, nederlag, vrede, stor vrede, uafgjort, håb, stort håb, nederlag igen, vrede og skuffelse, sejr, stille jubel, sejr igen jubel, sejr, sejr, jubel, Sejr , sejr, sejr, jubel, - sejr, sejr mere jubel, sejr, sejr , sejr endnu mere jubel , sejr , sejr, sejr fantastisk jubel, ….nederlag, nederlag skuffelse , nederlag, nederlag igen, skuffelse, nederlag igen, stor, stor skuffelse, nederlag igen, skuffelsen er ikke til at bære, nederlag, nederlag, nederlag, vrede stor vrede, uafgjort håb stort håb, Sejr , sejr, sejr, jubel, - sejr, sejr mere jubel, jubel, sejr, sejr , sejr endnu mere jubel , sejr , sejr, sejr fantastisk jubel, sejr, sejr, sejr, sejr ,sejr stor jubel…..pludselig død – , stilhed, fravær af jubel, stor skuffelse, stilhed, tomt……. Sejr, stille jubel, sejr stille jubel, sejr jubel, sejr igen stor stor jubel, Sejr , jubel, sejr igen, jubel ,sejr , sejr, sejr, jubel, - sejr, sejr, mere jubel, sejr, sejr , sejr endnu mere jubel , sejr , sejr, sejr, sejr fantastisk jubel, ….nederlag, stor skuffelse, nederlag, nederlag skuffelse , nederlag, nederlag , skuffelse, nederlag igen, stor, stor skuffelse, nederlag igen, skuffelsen er ikke til at bære, nederlag, nederlag, nederlag, vrede, stor vrede, uafgjort håb, stort håb, nederlag igen, vrede og skuffelse, sejr, stille jubel, sejr igen jubel, sejr, sejr, jubel, Sejr , sejr, sejr, jubel, - sejr, sejr mere jubel, sejr, sejr , sejr endnu mere jubel , sejr , sejr, sejr fantastisk jubel, pludselig død – , stilhed, fravær af jubel, stor skuffelse, stilhed, tomt……., nederlag dobbelt vrede, uafgjort ? , Sejr, stille jubel, sejr stille jubel, sejr jubel, sejr igen stor stor jubel…….

En Grisehistorie - Om et klogt griseparti.

february 9, 2013 | Blog | lecture | succes | drømme

I grisenes verden havde de også et griseparti, thi de var så kloge at de viste at hvis de skulle høres, var det vigtigt at kunne få sine ideer og visioner synliggjordt. ” Grise anses for at være meget kloge – Faktisk næsten li så kloge som mennesker” - næsten. Grisene var i stor krise, da de hver dag mistede mange af deres egne. De så hver dag brødre og søstre ånde ud lige efter, eller under fødslen, eller så dem blive trådt ihjel. Der var trængt i stalden. Da var det Grisenes klogeste og ældre holdt griseråd.

Nu SKULLE de finde en løsning, elendigheden kunne næsten ikke blive værre. Og eneste løsning var lobbyarbejde. Grisene havde i fællesskab besluttet at de ville sætte alle sejl ind på at få deres situation udbredt i alle TV medierne i Danmark , så danskerne med egne øjne kunne se hvor galt det stod til. DET LYKKES.

Grisene kom i TV - i en udsendelse om en landmand der ikke kunne få dansk arbejdskraft og derfor måtte benytte sig af udenlands arbejdskraft. Grisene glædede sig og deres håb skinnede igennem når de så på hinanden. Selvom om programmet eller indslaget ikke handlede direkte om grisene , var grisepartiet overbevist om, at når billederne nåede de danske TV apparater, og seerne så, hvor trængt og elendigt grisenes vilkår var, ville der ske en forandring til det bedre, straks. Det var deres store håb. De havde i mange år kun haft modgang , men nu kom deres situation og dårlige vilkår for alvor frem i rampelyset. Grisepartiet jublede af begejstring.

Programmet om Landmanden og hans store problemer , blev vist I TV. Rigtig mange mennesker så programmet og havde ganske ondt af den stakkels landmand. Man så landmanden gå rundt i stalden og bekymre sig om sin arbejdskraft. Men, grisepartiet var mere bekymret om en anden ting - Ikke mange af seerne bemærkede de skræklige dårlige forhold for grisene.

Grisene venter stadigvæk spændt , thi de ved af erfaring, at store beslutninger tager tid. De ved også ,at vi ofte glemmer det vi gerne vil glemme og som kan være lidt ubehageligt og uoverskueligt at ha i tankerne.

Derfor arbejder grisene nu på at få deres eget underholdningsprogram, en slags grisefest, hvor grisene igennem sjove indslag med grisestand up, let underholdning og andre rigtig sjove indslag, vil vise danskerne, at grise er sjove.

Grisene er i øjeblikket i gang med casting til det nye program, men , det går altså lidt trægt, siger chefen for programmet . For der er kun adgang for grise med hale. Men, grisene er her klar til at gå på kompromis, de vil træne sig selv i at kunne være glade og tilfredse uden hale. De ved hvor vigtigt dette program er for dem, så halen skal ikke være noget problem. Grisene arbejder blandt andet på at kunne bevæge snuden på en sjov ny måde i stedet. Det gir på samme følelse af glæde som halen gjorde, siger en repræsentant for grisepartiet.

Showet bliver finansieret ved salg af Griseorganer til mennesker. Man vil under showet kunne byde på specielt kloge grise, hvis hjerter er meget populære hos syge patienter, der kun kan overleve, ved at få et nyt organ. Her er grisenes hjerter i høj kurs.

Grise showet skulle være færdig lige efter sommerferien, siger et spændt griseparti, der er sikker på at forholdende for grise i fremtiden vil blive bedre, når danskerne ser hvor sjove grisene kan være.

Vi vil gerne huskes for noget, huskes for at ha været et godt menneske? Eller noget ”større” , Sådan virkelig sætte sine spor i verden. Hvad er et godt menneske.

january 11, 2013 | Blog | lecture | succes | drømme

Carla var hjemmegående husmor. Hele livet levede hun for at klæde hjemmet i den varmeste dragt ,sådan at familien følte sig tryk og hjemme. Alt blev gjort med kærlighed, omhyggelig sørgede Carla for at hus og hjem var det sted hvor der var varme og kærlighed. Carla havde ikke tanker om at blive husket for noget. Men, hun ville dog gerne mindes af sin familie med et smil på læben når hun engang måtte bort herfra. Carla fortalte sine børn om slægten, fortalte børnene hvor de kom fra. Fortalte myter , historier og eventyr. I alt hemmelighed havde hun selv skrevet små historier som hun gemte i sin skuffe i den gamle kommode. En gang imellem læste hun disse historier for børn og deres venner, men hun fortalte ikke at det var hende der havde skrevet dem. Carla ville begraves under det store bøgetræ i haven, hvis hun altså nogensinde døde. Det sagde hun ofte til børnene for at drille dem, for hun havde tænkt sig at blive 116 år. Og på det tidspunkt ville hun være blind, fortalte hun videre med et skælmsk blik. Historierne ville hun dog kunne udenad , oven i købet nogle gange digte dem på stedet.

Jens havde et stort velrenommeret firma, salg af våben. 120 medarbejdere var ansat, alle fik en god løn og derved kunne de sørge for at deres familier kunne ha´et godt og trykt liv. Jens mente at han var en af grundpillerne i samfundet , for uden mennesker som ham ville der ikke være arbejdspladser og uden arbejdspladser ingen arbejde , ja og så kunne verden jo ikke køre rundt. Jens ville huskes for noget, noget stort. Jens havde allerede forberedt sin begravelse, alt var tilrettelagt og planlagt. Han vil være helt sikker på at han ville blive husket.

Jens var et kærligt menneske, han kunne finde på at gi en bonus til medarbejderne uden nogen ganske særlig grund, ligesom en uventet gave fra himlen. Det gjorde ham godt at give på den måde, en vældig tilfredshed boblede i ham . Måske var det en form for kompensation for sin dårlige samvittighed. Han kæmpede med sig selv, kæmpede en kamp med sit eget sind og GUD, det var som et blødende sår. Se sagde han til Gud i sin aftenbøn, se hvad jeg udretter, mine medarbejdere kan gi sine familier et trykt og godt liv og her i mit smukke hjem lever vi et liv i luksus, jeg kan ikke kræve mere. Men noget dybt i ham drillede, eller man kan sige rev såret op. Han havde haft mavesår 2 gange, var blevet hasteindlagt og nu fået sidste advarsel, for næste gang kan det gå helt galt. Jens forstod det ikke , hvorfor skulle han døje med det. Jens blev mere og mere syg, men formåede at holde det nogenlunde nede med piller.

Jens blev 99 år gammel og på sit dødsleje skænkede han hver medarbejder en kæmpe bonus, en gylden mobiltelefon og et gevær som var en speciel jubilæums model kun produceret i 2000 eksemplarer som gaver til de helt store kunder. Jens døde alene, med sin hushjælp ved sin side. Børnene som han havde 3 af nåede ikke at komme hjem. De boede alle langt fra deres barndomshjem. Firmaet drives videre af Carl, en Medarbejder som forstod i hvilket billede firmaet fremover skulle drives videre og hvor vigtigt våben var for fred i verden. For at kunne forsvare retfærdighed , så var det vigtigt med udvikling af våbenindustrien.

Carla blev 65 år, hun døde pludselig, - pludselig som de mest uretfærdige der kunne ske. Hun var rask, helt rask. Hun sad i sofaen, børnene havde kysset hende godnat og stille havde hun sovet ind. Carla var fraskilt, hendes veninde fandt hende senere på aftenen, da hun kom for at hente en bog hun skulle låne.

Carlas børn fortæller nu myter, historier , eventyr for deres børn. Historier om livet som er så uforudsigeligt, om trolde uhyrer , hekse, djævlen og Guder. Carla havde altid sluttet sine eventyr med: Se børn, hvis alle mennesker hver aften fik fortalt en historie eller et eventyr, så vil der være færre krige.

I et land langt væk var der ikke så mange der ville huskes for noget, nej de prøvede at glemme, glemme de rædsler de netop havde oplevet. Krig ,ødelæggelse , vold , hamstring, voldtægt var den hverdag de ganske uforskyldt havde fået skænket. Had og en ukontrolleret vrede var plantet i hver lille barns sjæl. Savnet af alt det der var taget fra dem var så stort at ingen der ikke har prøvet det vil forstå.

En diktator havde besat landet, men en oprørsbevægelse var med hjælp fra andre lande i verden ved at kæmpe sig til frihed for landet. Diktatoren var med hjælp fra andre lande ved at kæmpe sig til at beholde sin frihed og også for landets frihed troede han på.

Med lyden af krig, granater omkring sig fortalte mødrene myter og historier for børnene , thi de havde ikke andet medicin. I drømmenes verden hentede de små skæbner den lindring der gjorde at de for en stund kunne glemme. De havde ikke nogle tanker om hvor gammel de engang vil blive, eller hvad de ville blive husket for, men håbede blot på at de ville være her i morgen.

"I lænestolens dybe stille ro" Fra bogen af samme navn

january 10, 2013 | Blog | theatre | books | lecture | drømme

Her i lænestolens dybe stille ro sidder jeg heldigvis med humoren i behold … ha. Det er ikke nødvendigt at rejse sig for at forandre noget. Alt sker i mit hoved og sendes videre til min Mac og derfra ud i verden.

Her i lænestolens dybe stille ro har jeg alt, herfra kan jeg styre og vælge programmer, sport, musik, bestille mad, se tv, lytte til den radiokanal, der kun spiller den musik, jeg kan li’, bestille venner – venner, der mener det samme som jeg, jeg vælger selv min modstand, vil jeg sige, og det passer mig egentlig ret fint – hvis den bliver for stærk, så puf, og man trykker på slet, væk, jeg tåler sådan set ikke, at mine tanker og meninger forstyrres af useriøse intellektuelle økologisocialistiske samfunds “vi er til fællesspisning i fælleshuset lort” … nej, SLET, ups, væk, glemt.

Jeg er med i beslutningerne og kan forandre noget via min blog. Jeg elsker god underholdning og kunst, altså ikke sådan “højseriøs” kunst. Ikke alt det der: jeg har noget på hjertet og min mor og far blev skilt, og netop derfor gir det sig udslag i noget unikt, “min” kunst … Ha nej, SLET, ups, væk, glemt. Min puls banker, jeg skriger – gå ikke bort, bliv for fanden, du må ikke gå, en voldsom smerte rammer mit bryst, du må ikke gå. Jeg løber i kornmarkens skjul, tramper den smukke hvede ihjel, tramp, tramp, løb, tramp, ingen børn, ingen mennesker skal få mad herfra, tramper de modne korn til døde, som jeg vil trampe dig til døde, hvis du går. Her i lænestolens dybe stille ro, jeg synes sgu, den begynder at klemme lidt i venstre side, nå men det går sikkert i sig selv. Hov hvad fanden var det, puf, SLET, væk med det.

Der er begyndt at poppe disse små reklamer op: “Spis sundt”, “Bliv tynd” – nu skal jeg fandeme fortælle jer noget – I bevæger jer på tynd is, gør I, det eneste, der hjælper på fedme, er, hvis det rammer folks pengepung, jeg foreslår, OG det er et gratis råd: Lav en form for vægtafgift, sådan at man siger, at hvis man vejer over 100 kilo, trækker man ekstra skat – så skal I se, hvad som sker – bare lige et godt råd: Ingen beregning til mig, tak – buf, sådan nu ligger den geniale tanke på min blog.

Når jeg kigger mig i spejlet bliver mit hoved dobbelt så stort, jeg trykker det sammen, men det er som en ballon, det buler ud forskellige steder, det bliver skiftevis langt, tykt smalt, helt afhængig af hvor jeg trykker, du er længere væk end nogensinde, jeg er grim, jeg smadrer spejlet, men mit ansigt er der endnu, jeg smadrer mit billede af dig, men du er der endnu.

Hov nu kommer de “pop ups” igen, nej vent lidt, en ny ven – hej hvordan går det, længe siden, spiller du stadigvæk musik, jeg var vild med dig dengang, du var altid i godt humør og havde en sang til enhver bemærkning, kommer der snart en ny skive? – Jeg er ved at samle vores gamle klasse, håber du kan komme, ta’ guitaren med, så vi kan høre de gamle sange. SLET, puf, jeg skal ikke til nogen klassekomsammen, de her, “hvor ser du godt ud, du har ikke forandret dig Lotte”, og så er det Hanne, man snakker med.

Regner det, ser jeg det ikke, skinner solen, ser jeg det ikke, alt er dunkelt, men du skinner, lad mig rejse med dig, lad mig bare strejfe din nøgne skulder en gang til og svæve i din hvide duft, gå ikke bort, flygt ikke fra mig, mørket har dæmpet barnets glans, mens drømmene er gået i hi, jeg er isbjørnen, der aldrig sover, isen er smeltet, jeg svømmer, men kan ikke finde land, skrøbelighedens dans vil jeg danse med dig, ta’ mig med der, hvor du er, og den visnede blomst vil sluge regnens dråber og vokse sig styrket ind i livets kaos. Her i lænestolens dybe stille ro, hvor der ingen hvile er – sidder jeg stadig, lyver lidt for mig selv, så øjeblikkets tomhed og vildskab dæmpes for en stund.

Jeg fløjter uden lyd, min vejrtrækning skal være musik, det er det, der er meningen, musik, jeg vil rejse mig op nu, vil ud. Jeg har vidst det hele tiden, at en dag skulle det være, vil bare være godt forberedt, kom så du – opsi med dig – et øjeblik, hvad er det?

– Jeg sidder fast, hvad pokker, det er rigtig jeg sidder fast, begge sider låser, vent lige, jeg må da for pokker …

Drømmer jeg er ude, går mod dit hus, jeg er træt, lænestolen sidder fast på mig hele tiden nu, jeg sætter mig foran din dør med min pegefinger på din ringeklokke, jeg hører ingen tegn på fodtrin fra entreen endnu, kun lyden af klokker der langsomt bliver en konstant stille mediterende lyd inderst i mit hoved, her bliver jeg siddende, min pegefinger sover, jeg er lykkelig, ved du kommer og åbner snart, min vejrtrækning er musik, musik. __

”Julie” Julen 2012

december 11, 2012 | Blog | drømme

Vi forsøger at stemme klaveret selvom det lyder bedst med en ustemt efterklang. Vi vandrer, vi krydser hinanden, sætter vores spor, spor vi ikke altid selv tror på. En pingvin kan danse svarene. Med sit elegante udspring fra toppen af isbjerget, og med sit smukke dyk ned i det dybeste mørke ,for derefter at dukke svævende let op over vandet, viser den os livets cyklus og minder os om det vi har glemt. Faren har den fortrængt i sin begejstring ved livet, og troen på sine instinkter og evner.

Mit navn er Julie, opkaldt efter julen. Min Mor elsker julen og syntes den er det tidspunkt på året hvor vi har muligheden for at trække vejret helt dybt, - være noget for hinanden , være tilstede og glædes. Derfor har jeg fået navnet Julie.

Det er allerede midt december, endnu et år er gået. Når jeg vågner om morgenen i denne tid, kan jeg være i tvivl om jeg har viljen og tålmodigheden til at forandre mig. Sidste års jul, - julen i år, alt er det samme. Det samme, - bare mere af det samme. Sidste år lige efter jul, lovede jeg mig selv at det var sidste gang jeg ville være med i ræset på den her måde . Ved ikke hvorfor og hvad, men noget skal bare ændres.

Når jeg kører hjemmefra tager jeg ofte en beslutning om, at i dag vil jeg være helt mig selv og ikke tale i floskler. Det ændres sig altid lige så snart jeg kommer på jobbet, - så det er lige som om, at jeg automatik snakker som jeg plejer, - Nogle gange ved jeg ikke engang hvad det er jeg siger, eller så siger jeg noget jeg har hørt og læst . For det jeg egentlig selv tænker, - tror jeg ikke på. Måske er der andre der har det på samme måde? Det er lige som om andres meninger lyder bedre i min mund. Når jeg står op om morgenen, bestemmer jeg mig for at i dag skal det være, - men lige så snart jeg møder hverdagen og de samme mennesker på den samme måde og sted, ja så er det lige som om at jeg falder ind den samme ulidelige selvgjorte sandhed, og munden bevæger sig af sig selv, ja for den er jo så vandt til bare at blævre løs i et mageløse sætninger af floskler og ligegyldigheder.

Svømmer mod bølgerne. Med lange seje svømmetag, overvinder den ene bølge efter den anden, - imellem bølgerne er der en stilhed som både er skræmmende og betrykkende. Efter at ha kæmpet mig over en kæmpebølge, suges jeg uden at kunne gøre noget, ind i en hvirvelbølge som trækker mig ned under vandet, jeg trækkes af en uovervindelig kraft mod bunden som er dækket af kæmpesvampe af alle mulige slags og farver . De suger vandet til sig som grådige uhyrer , jeg kan intet gøre, skriger, men skriget forbliver stumt, til sidst er vandet væk og jeg lander på en stor tør svamp.

I år har jeg bestemt mig, jeg starter jeg på et nyt liv, jeg vil ikke kalde det et nytårs fortsæt, nej – det er en beslutning som har været længe på vej, jeg har bare ikke været parat til at tage den før i år. Jeg er alene nu, kan selv bestemme, skal ikke spørge andre. Jeg har været gift i 25 år , - Ja 25 år. Vi, - min mand og jeg skulle skilles ikke så lang tid efter vores sølvbryllup, - min mand bar sørgebind ved festen. Det var lige som det der gjorde, at jeg så hvordan vi højst sandsynligt ville ende vores tid sammen.

Ja - min mand, - OG saunaklubben syntes det var vældig sjovt det med sørgebind, de morede sig kosteligt, - alle ved festen grinte, men bag mit smil flød der flere tårer end saunaklubben sveder tilsammen en lørdag formiddag. Jeg ved godt gæsterne mente det godt, jeg ved også der var flere der blev forlegen på mine vegne. Men hvorfor skal det altid være ironi? Jeg besluttede at gå fra ham, jeg ville skilles.... trak dog beslutningen lidt ... ja en del dage, til lige efter nytår. Men så døde han altså af sig selv.....pludselig, - undskyld jeg smiler. Selvfølgelig var det tragisk, men jeg havde svært ved at skjule min glæde, og jeg kan stadigvæk smile for mig selv ved tanken, jeg er lidt flov over det. Var det en indre hævn for alt det jeg ikke fik sagt. Hvert år op til jul og nytår, vælter minderne frem om det som var engang, på godt og ondt.

Vi rejste en del sammen min mand og jeg. På rejserne havde min mand den aftale med sig selv,. at han tog video af alt, - han fotograferede alle steder vi var, og så når vi kom hjem skulle jeg så fortælle, samtidigt med at vi så filmene - jeg prøvede at overtale ham til at lade være med det videohalløj, men han sagde, der er bare sådan noget man gør når man rejser, det gør man bare sagde han , det gør alle.

Det jeg fik lært på rejserne var. - at være tilstede, være lyttende, jeg var så bange for ikke at opleve intens nok, så jeg kunne genfortælle min mand alt igen. Jeg lærte af frygt . Frygt for hvad, for at jeg ikke kunne fortælle min mand i detaljer, det vi egentlig bare skulle ha oplevet sammen og på den måde ha’ noget at snakke om og mindes. Er det sådan med julen også. Er jeg bange for ikke at gøre det godt nok, alle forventningerne. Jeg bliver angst og bange, oplever jeg virkelig julen, eller gør jeg bare ting , for sådan gør man, - sådan er det? – ja sådan er det,- jo?

Jeg tænker som besat, er helt besat af tanker, jeg prøver at holde koppen , men den har mistet hanken. Der er røg i skorstenen, der er små figurer der læner sig op af husene, der er mord i mørket dans på trappen og lukket op for sluserne. Hvis man ikke lige skulle være på sporet og ikke ha’ munden helt nede i orderne , er der lagt penge nok i brønden, med ønske om at følge drømmene, - men livets gåde er gået en klasse op, det er mere kompliceret end vi troede, hvem er egentlig de gode og er sandheden overhovedet vendt på hovedet.

Tager en hurtig beslutning ,nu skal det være, - og dog? beslutningen har måske ligget der hele tiden, men først nu har den besluttet at møde mig . Det er lørdag ik ? Jo, lørdag d. 8 december 2012, jeg smiler jeg ved mig selv . Denne gang , ja denne gang skal der handles .Det kan blive en ny start på det hele. Pakker mit badetøj sammen med andre ting i min taske. Bestiller en taxa. Tænker, det er aldrig for sent. Turen igennem byen frembringer en del forskellige følelser, julepynt alle steder , Byen flyder med mennesker i fart . Det er som om at der mangler noget, noget dybere, en ægte kærlighed til julen eller rettere sagt, den ægte kærlighed er der måske, men der er bare så meget plastik, støj og larm der forstyrrer og slører billedet. Ved ikke rigtig selv hvor jeg er i alt det her, det er jo let at kritisere, men gør jeg noget selv her? spørgsmålet bliver hængende i mit hoved et stykke tid, dog uden at fremkalde et svar, eller måske er der et svar? men jeg vil ikke høre det.

Da jeg kommer ind i forhallen til svømmebadet er der ikke mange folk , jeg køber en billet, går forbi indgangen med skiltet hvor der står ”kvinder” , en kvinde råber: Det er indgangen for ”mænd”. Jeg går videre, det er jo netop det jeg ved. Da jeg kommer ind i omklædningsrummet er der næsten tomt, en meget gammel mand står nøgen og tørrer sig Han kikker og siger hej og god jul. Jeg hilser igen. Hører støj udefra, som om der er opstået problemer. Begynder at tage tøjet af. Den gamle mand taler til mig. Er du ny her. Hans briller ser jeg ligger på bænken, han tror sikkert jeg er en gammel hippie, Jeg svarer stille ,- ja. Helt nøgen låser jeg mit skab, tager håndklædet om mig og tager tasken med ind i baderummet. Det er lørdag d. 8 dec. 2012. Den dag saunaklubben holder deres årlige julefrokost. Da jeg har vasket mig tager jeg tasken med hen til saunaen. Kikker ind af det til dukkede vindue, jo, de er der alle sammen, - med nissehuer på, perfekt. I baggrunden hører jeg larm og træskotrampen , råben og snakken. De skændes åbenbart om det er de mandlige livreddere eller de kvindelige der skal hente mig. Smiler ved mig selv. Tager en ladyshaver op af tasken åbner døren og går ind. I det jeg træder ind af døren bliver lyden stille, De kikker alle på mig, men ingen siger noget, jeg sætter mig øverst på bænken, - de kikker tavst på hinanden, men ingen ved hvad første sætning skal være. Jeg trækker en flaske champagne op af tasken, derefter et glas, så en nissehue som jeg sætter på hoved med et smilende ”wupti ” . Lader proppen springe, hælder op i glasset, drikker en slurk og starter ladyshaveren , - begynder at barbere min ben, samtidigt med at jeg synger, ”Det er så yndigt at følges af” Igennem vinduet ser jeg at der er kommet 4 mandlige ansatte ind. De kikker rundt alle steder, men ikke ind i saunaen, for de har ikke fantasi til at forestille sig at en kvinde går derind, - netop, det var det jeg viste.

Tiden står stille mens jeg synger, barberer mine ben og drikker champagne. Derefter rejser jeg mig. Der er stadigvæk stilhed. Disse brave mænd der ellers aldrig er fattige på ord og handling, har mistet mælet. Jeg stiller mig ved døren ud til badet , griber ned i tasken og tager en pistol op, peger rundt i rummet, - PANG lyder det … - et flag med teksten ”hallo” kommer ud af pistolløbet, jeg griner højt og siger Wupti . Er det ikke bare så morsomt, tilføjer jeg. Griber igen ned i tasken og tager en kasse op. Stiller den på nederste bænk. I kassen er der små pakker med navne på. Medlemmer af saunaklubbens navne. Jeg Hvisker sagte ,- alt er som det skal være –Tag en gave hver, i fortjener det . De er alle ens, Tak for jeres tavshed. God jul og godt nytår.

Der var meget tumult da jeg kom ud af saunaen, to mænd råber i munden på hinanden, der er hun, De går stille hen imod mig, den ene siger ganske roligt , dog med bæveren i stemme , rolig nu, de er vist gået forkert. Næ svarer jeg, for en gang skyld er jeg gået direkte derhen jeg skulle. De hvisker til hinanden: hun er måske dement .Nu skal de se Frue, de kan bare følge med os så skal vi vise dem hvor de kan klæde om, har de nogen familie? En mobiltelefon? Den ene mand tager min pung op af tasken, kikker i den og siger: Julie, Julie Hermansen? Er det det de hedder frue. Mandens ord forsvinder i tåger, Jul, Julie, Jul, Julie, jeg ler indvendig, det lykkes, jeg gjorde det. Det gode som skal ske , sker lige nu. jeg kan i tåge skimte de to søde mænds hænder omkring mine arme , stille begynder min mund at bevæge sig uden at jeg tænker: Mit navn er Julie, jeg er opkaldt efter julen, hjerternes tid, kom lad os synge julen ind, så støvet hvirvles rundt, så vi får set hvem der er hvem i dette ugennemskuelige sekund….

Drømmen synger igennem kroppen , som fuglen der hæves af vindens velvilje. Vi slipper forsvaret løs, og lader informationerne strømme frit igennem organismens flod. Drømmen fortæller i koder, som transformeres til noder. vi spiller så frit som vi nu kan og så godt vi formår efter de små sorte prikker, UPS, for mange noder. forvirring, øjnene flakker hurtigere og hurtigere og hurtigere ,- hvilken noder skal sorteres fra? .... begynder at springe tilfældige noder over, - det er fint, det er smukt, nu lyder det bedre, sådan, men hvad med de kasserede noder, hvordan lyder de,? Prøver at finde tilbage, går tilbage i drømmen, det lykkes ikke, kan ikke huske hvor vi kom fra, var de kasserede noder, musikken til det, som var det gode der skulle ske.

Dansen.

august 25, 2012 | Blog | theatre | books | music | concerts

Hun strejfer en velduftende mand ligesom hun træder ud af toget, duften bliver siddende i tankerne uden at hun kikker op. En berøring , en duft af liv mellem to mennesker, som viser sig at ville vare hele livet.

De står begge af ved samme station, står med ryggen til hinanden, står stille et øjeblik, tiden står med, lyden forsvinder , en tomhed fylder dem begge, men da de vender sig om og kikker hinanden dybt, klart i øjnene fyldes deres sjæl, som når en bilist fylder sin bil til randen med brændstof.

De står som frosset fast til perronen, uret begynder at gå igen. Manden tager jakken af, træder nogle skridt tilbage, som vil han tage tilløb til noget. Pludselig eksploderer han i et løb som følges op med et spring , han bliver hængende i luften. Kvinden vender blikket nedad, mens tankerne følger mandens spring, hun kaster hovedet bagover, samtidigt med at hun tager de første skridt som bliver starten til en dans , så elegant , let, værdig, at tiden går tilbage og gentager det, bare i slowmotion.

De danser sig nu igennem det liv, som de ikke endnu har gennemlevet, men som er lagt i kortene, det liv som de aldrig vil få sammen. På de stier de aldrig vil betræde. Kun i små glimt mødes deres blikke. De danser hver for sig, men alligevel sammen.

Hun bliver gift , får børn, flytter i hus, flytter ud af hus, flytter i hus,(hun længes) flytter ud af hus, børn vokser, går skole , går ud af skole, går i skole, går ud af skole. Børn bliver voksne. (Hun længes) Hun bliver skilt, er alene et stykke tid, finder en anden. De flytter sammen. Sover sammen . Snakker sammen. (længes begge), sover stadigvæk sammen. Sover alene. De sover hver for sig. (hun længes efter dansen)De snakker ikke. De bliver skilt. (Hun længes efter dansen) Hun er alene. Børnene er flyttet. Hun er alene (længes efter dansen)

Han bliver gift , får børn, flytter i hus, flytter ud af hus, flytter i hus,(han længes) flytter ud af hus, børn vokser, går skole , går ud af skole, går i skole, går ud af skole. Børn bliver voksne. (Han længes) Hun bliver skilt, er alene et stykke tid, finder en anden. De flytter sammen. Sover sammen . Snakker sammen. (længes begge), sover stadigvæk sammen, sover alene. De sover hver for sig. (han længes efter dansen)De snakker ikke. De bliver skilt. (Han længes efter dansen) Han er alene. Børnene er flyttet. Han er alene (længes efter dansen)

Hun lander elegant lige foran ham i det samme sekund hans spring ender med et fald , det giver et knæk. Han kan næsten ikke rejse sig. Hun rækker ham hånden, deres blikke mødes. De er gamle, men bærer alligevel de samme tøj som lige for lidt siden. De trækker vejret tungt og hurtigt, er for forpustede til at tale. På den anden side at perronen står en mand og fylder benzin på bilen, han ser ikke at benzinen løber over. De holder om hinanden, står ganske stille, han er tung, han støtter sig til hende, hun støtter ham , de går et stykke til, han holder hende stramt ind til sig, hun vakler ikke, men mærker kræfterne langsom forsvinde. Han kan næsten ikke gå mere, han giver slip, hun kan ikke holde ham alene, han flader tungt om på jorden. Hun fortsætter sin gang, kikker ikke tilbage, går værdigt. Tårene falder indvendig.Løber ned gennem halsen ud i alle organer og om natten bliver dynen våd af minder fra den tid, som aldrig blev.

Michael Vesterskov 2012

”House of songs”

august 21, 2012 | Blog | Texas | music | morning sessions

Twelve days in the beautiful well-appointed house "House of Song" has been the experience I had hoped to get. It just ended up different than I expected. It was an inner journey where "House of Song" was the frame.
Seeking something deeper. to seek new ways, because the old ones are worn out can be a hard procces. It's not always we get what we want – but get what we need right now
Besides co - writing with 3 American songwriters and a showcase, I have written 3 - 4 hours a day, about my inner journey in Austin Texas, my struggles to get the river to flow freely, my meeting with people from Austin, People I met on my walks, and the concerts I saw.
My conversations with Troy Campbell at the breakfast table, about my working on following the signals being sent to us people, have been very important for me. Mostly because Troy understood immediately the process I was going through, and could tell stories and examples that strengthened my belief in what direction my work was heading.
Nathan J Felix has been a fantastsik coordinator and all agreements are overholt, and if there have been changes, I was the first to know, and something else was arranged. The composers I've met, each in their own way taught me a lot. Not only about writing songs, but mostly about the meeting between people, and the way we react so differently to each other. And it’s so easy to be misunderstand and judge wrong, without really knowing anything about whats really the truth.
The Balanche between, that "House of Song" is there for us , create networks, and at the same time gives os freedom to experience and seek out ourselves, is of great value. We are professional composers, we are not there to learn to write songs, but to be inspired to new roads, new songs, stories about the meeting between people.
The creative process can not be negotiated with. To look deeper, to have patience, believing in the force of the break. That sometimes it is in the pause new sources arrives,thats where the mind does not get to much control, but we are the direct conduit to the deep potential we each contains, but in our own way.

Thanks to the entire team on "House of Song" to DJBFA and DPA for having the courage to support the “The house of songs”. May it be spread throughout the world. In the guise of a place where there is room and space for the creative process to grow, but also room to fail and do mistakes. Throug mistakes we got possibility to learn, - if we listen carefully.
My blog "House of Song" about the journey to Austin, Texas can be found on the website www.westwood.dk