Endeløse tomrum
Som skiller sjæl fra sjæl
I jegets verden
Visner min sjæl.
Gunnar Ekelöf

Så ryster vi posen

5 sep 2011

Jeg troede, jeg skulle udgive et helt album, men som arbejdet med sangene skred frem, formede det sig anderledes. Der var 5 sange som kom rigtig godt ud af det med hinanden.

Sangene føltes som en fortælling. En fortælling, som jeg troede handlede om danskerne, men som jeg opdagede handlede om mig selv. Men jeg er jo en del af Danmark. Jeg føler samme forvirring ,som sikkert mange andre danskere gør.
På trods af, at vi på mange måder har solgt ud af os selv, så tror jeg stadigvæk på danskernes klogskab, storhed og generøsitet.

Prøver at holde koppen men den har mistet hanken.

Jeg har nu valgt at holde begge hænder om koppen, mærke varmen og holde tungen lige i munden, i det kaos, i den forvirring og larm,som verden er. En rundkørsel, hvor ingen rigtig ved hvem der kører først – men også en verden med håb, glæde, drømme, kærlighed og barnets naive tro på, at vi mennesker klarer at tackle de udfordringer, verden står overfor.

Det er nu vi lever.

“Hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld” i rotation på P4

15. november 2011

“Hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld” fra EP’en “Så ryster vi posen” er kommet i rotation på DR P4.
Det er den 3 sang Michael Vesterskov har i rotation på P4 i år.De andre sange var “Sådan er det” og “Vil gøre det godt igen”
Michael Vesterskov går her i november i studiet og indspiller en nytårs sang med den svenske guitarist Mathias Blomdahl som producer.
Så ryster vi posen gik i denne uge ind som nummer 6 på Dansktoppen, DR.

Tracks

1
Så ryster vi posen igen
2
Hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld
3
Rundkørsel
4
Jeg ved en lærkerede
5
Til glæden
Anmeldelser

Poul Bernth om Så ryster vi posen

Når man hører Michael Vesterskovs seneste CD, ”Så ryster vi posen”, undrer man sig over, at man ikke hører mere til den fine kunstner, end man gør.

Her er fire sange, fire tekster, som man ikke kan lytte til, uden det sætter noget i gang hos en. Hvis man da ellers hører til dem, der gider at tænke lidt over, hvad det er for en tilværelse, vi vader rundt i.

Alene sangen ”Rundkørslen” får en til at overveje, hvad det er vi gør eller ikke gør. Den handler om tankernes rundkørsel, men kan også handle om, hvor vidt vi bare lader os føre rundt i en rundkørsel uden at vide, om vi er forrest eller bagest, om vi selv bestemmer farten eller bare lader og føre med rundt uden at kunne – ville?! – finde en frakørsel.

Men også den meget smukke og stilfærdige ”Hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld”. En lille hverdagshistorie, som må ramme de fleste.

For alle fire sange gælder det samme som for Michaels tidligere udgivne tekster, at hans leg med ord, fanger en hver gang.

Hov, er der ikke fem sange på pladen? Jo, men den femte er en meget dejlig udgave af Harald Bergstedts lille stykke Skagen-kunst, ”Jeg ved en lærkerede” med Carl Nielsens melodi, men vel at mærke i Michaels helt specielle udgave.

Poul Bernth, journalist

Kaj Pollak om Så ryster vi posen

Just nu går din musik på min radio här i mitt arbetsrum.
Och jag lyssnar till din fantastiska poesi och din drömmande och härliga musik.
Och all din längtan som finns i din röst!
Jag tycker mycket om alla dina låtar.
Kaj Pollak (Svensk filminstruktør)

Gert Bach om Så ryster vi posen

“Så ryster vi posen” er en meget personlig og original CD fra Michael Vesterskov. Det er en herlig blanding af den danske trubadur-stil med inderlighed og humoristiske indslag - både tekstmæssigt og kompositorisk - og en mere mørk stil med et moderne filmisk udtryk. Michael er tydeligvis en meget spændende fortæller, hvilket kommer til udtryk hele CD'en igennem. Musikken og sounden er med til at skabe atmosfæren i disse fortællinger, sådan at man bare må høre det hele til ende.

Gert Bach, cand. mag., musiker og komponist

Tekster

Så ryster vi posen

La, la, la, la,

Tænker som besat
Er helt besat tanker
Prøver at holde koppen
Men den har mistet hanken

Der er røg i skorstenene
Der er små figurer der læner sig op af huse
Der er mord i mørket
Dans på trappen
Og lukket op for sluserne

Selvom man ikke lige skulle være på sporet
Og ikke ha’ munden helt nede i ordet
Er der langt penge nok ned i brønden
Med ønsket om at følge drømmene

Men livets gåde er gået en klasse op
Det er mere kompliceret end vi troede
Og hvem er egentlige de gode
Og var sandheden overhovedet vendt på hovedet

Nattoget koger gamle tider op
Men nu trækker vi i snoren
Nok er nu engang nok

Og så drejer vi omkring
Og så ryster vi posen igen
Og så går vi i ring
Og så vender vi os om
Og så ryster vi posen igen

Svæver jeg hen over byen
inderst inde er jeg mud men godt nok lidt benovet
Gaderne er tomme, i mer end en forstand
Når varmen lukkes ned i dette ellers så kloge land

Men Der er harme i forstaden
Der er ild i kaminen
Nu fejer vi gaderne
Selvom det gør vildt ondt i smilet

Nattoget koger gamle minder op
Men nu trækker vi i snoren
Nok er nu engang nok

Og så drejer vi omkring
Og så ryster vi posen igen
Og så går vi i ring
Og så vender vi os om
Og så ryster vi posen igen

Hvis nu jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld

Måske var jeg en smule urimelig måske en smule pirrelig i et kort sekund
Måske sku’ jeg være blevet i sengen den morgen, hvor min verden virkelig gjorde ondt
Og hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld, ku’ det ha’ været en helt vidunderlig dag

Måske var jeg jaloux du så jo helt fantastisk ud da du gik og lyset forsvandt
Og forenden af sengen stod spejlet og smilede og sagde hej du, det der var vist ikke særlig elegant
Og hvis jeg nu ku’ ha’ sagt undskyld,
ku’ det ha` været en helt vidunderlig dag

Da du kom tilbage var lyset tændt bordet dækket og spejlet med som hemmelig gæst
Jeg tog din hånd og sagde, ved du hvad skat verden derude inviterer vi to med til fest

Så hvis alting en dag sku’ forsvinde
Har det været en helt vidunderlig dag
Så hvis alting en dag sku’ forsvinde har det været en helt vidunderlig dag.

Rundkørsel

Er i tankernes rundkørsel, gentagelser af ideer hvis glans for længst er forstummet. Der er afmærkninger til afkørsler, men jeg observerer dem ikke, fortsætter bare rundt.

Bag mig presses jeg af andre i samme rundkørsel. Jeg må ta’ en beslutning – køen bag mig vokser – jeg presses, sveder, jeg må dreje fra nu, ellers kvæles jeg. Ser et skilt, der blinker i grønne neonfarver, der står BRAND, jeg må ha’ kørt forbi det mange gange, men først nu ser jeg det. Jeg svinger brat til højre uden at gi’ tegn, et væld af tvivlende tanker bag mig vrisser i vrede – jeg kører videre, ca. tre minutter der føles som længere – BLIND VEJ. Vender om, prøver at finde små sideveje for at komme et andet sted hen, men de er for små, synes jeg, de kan ikke føre til noget særligt, det skal være større.

Kommer tilbage til rundkørslen, som nu er fyldt til bristepunktet. Jeg ved, at hvis jeg kommer ind i rundkørslen igen, vil jeg være så presset, og det at komme ud igen vil kræve stort mod – har jeg det?

Jeg svinger instinktivt ind i rundkørslen igen, jeg tænker på, at det netop var instinktivt og ikke intuitivt. Farten er nu højere, jeg skal være pokkers skarp for at følge med, koncentration nu – ikke vige fra målet, som jeg i øvrigt tror, ingen rigtig ved, hvad er. Rundkørslen er nu fuldstændig pakket, jeg ved ikke, om jeg kører først, eller hvem der fører an, jeg har ingen indflydelse, bliver ligesom ført af mængden, rundt, rundt, rundt, rundt, rundt, rundt.

Mirakler er kun for de få

Jeg sad ofte på taget af huset med udsigt over havet og skoven, skrev nummerpladenumre ned fra de forbipasserende biler og drømte mig hen et sted, hvor der måtte være en til som mig – det ku' ikke passe, at jeg kun var til her – tankerne fløj lige så langt som udsigten, og jeg prøvede derude at indfange længslen – “mirakler er ikke kun for de få,” tænkte jeg.

Sommetider lagde jeg mig i vejkanten og lå stille, som om jeg var død, indtil en bilist standsede – hvorefter jeg sprang op og løb bort – der er mange måder at få opmærksomhed på.

I byen gik og gik og gik jeg uden mål og mening, men alligevel som om ingen mening gav mening, skyggerne fulgte med – som om de pressede en glemt længsel ind i mig.

“Drømme kan man gøre i sin fritid, det er illusioner eller urealistiske tanker,” sagde folk til mig. Mit sind sloges mod sig selv: smil smil smil for fanden – gi’ livet dine drømme let, din samvittighed, skab klarhed i tankerne – det er nu, orkesteret spiller – drøm videre. Orkesteret spiller nu, netop nu – her i dette øjeblik.

Jeg ved en lærkerede

Jeg ved en lærkerede
Jeg siger ikke mer;
Den findes på en hede
Et sted som ingen ser

I reden er der unger
Og ungerne har dun
De pipper de har tunger
Og reden er så lun

Og de to gamle lærker
De flyver tæt omkring
Jeg tænker nok de mærker
Jeg gør dem ingenting

Jeg lurer bag en slåen
Der står jeg ganske nær
Jeg rækker mig på tåen
Og holder på mit vejr

For ræven han vil bide
Og drengen samle bær
Men ingen skal få vide
Hvor lærkereden er

Musik: Carl Nielsen
Tekst: Harald Bergstedt